Hvad er Juniororkestret?
Juniororkestret er tambourkorpset forskole for 0. til 2 klasse, hvor børn på en sjov og spændende måde arbejder med musikalitet, rytmik, instrumenter, sang og leg.
Du behøver ikke vide noget om musik, inden du kommer – vi har nogle rigtig gode instruktører, som selv spiller musik i Sakskøbing Tambourkorps & Brass Band, som nok skal lære dig alt det, du har brug for at vide.
I junororkestret leger, spiller og synger vi musik ind i børnene. Undersøgelser har nemlig vist at det er lige netop i denne alder at børn er allermest modtagelige for musik og har de allerbedste vilkår for at lære de grundlæggende ting om musik. Derudover har musik en gavnlig effekt på børns indlæring generelt.
Vores instrumenter
Vores vision i juniororkestret er at musik skal være sjovt. Det behøver ikke være perfekt, og du må ikke regne med at blive verdensmester i at spille ét instrument. Vores instrumenter er redskaber på vejen til en større forståelse af musikkens verden. Du bliver ikke verdensmester i at spille ét instrument, men du lærer lidt om dem alle sammen og kommer til at kunne spille små melodier på et eller flere af instrumenterne, så du nemmere kan vælge, når du er stor nok til at spille i tambourkorpset eller Brass Bandet.
Vi arbejder med følgende instrumenter i juniororkestret:
- Marchfløjten
Marchfløjten er den fløjte, som der spilles på i tambourkorpset. I juniororkestret lærer vi den at kende, og du kommer til at kunne nogle enkle greb på den, ligesom vi spiller små melodier på marchfløjten. - Marchtrommen
Marchtrommen, eller lilletrommen som den også hedder, har du sikkert set ude i byen, når tambourkorpset kommer gående. Vi har ikke vores egne trommer, vi træner på ”øveplader”, ligesom de gør i det store orkester, og til koncerterne låner vi tambourkorpsets. - Trompeter, cornetter, horn
Vi har for nyligt udvidet vores instrumentering i juniororkestret til også at indeholde instrumenter fra Brass Bandet. Dette giver os mulighed for at lave små sammenspilslege og arbejde med det at spille sammen med flere stemmer. - BoomWackers
BoomWackers er nogle sjove rytmerør, som giver lyd, hvis man slår dem mod sine hænder. De er skåret tonalt, hvilket vil sige at de forskellige boomwackers faktisk spiller en tone. Med BoomWackersne træner vi opmærksomhed, rytmik, sammenspil på en sjov og nem måde. - Rytmeinstrumenter og sang
når vi synger sange og leger sanglege er det for at træne musikaliteten, sammenspil og musikalsk forståelse. Ofte foregår det sammen med brugen af rytmeinstrumenter for at skærpe opmærksomheden hos børnene og for at give dem rytmisk forståelse.
Undervisning – hvordan?
Vi træner hver mandag fra 17.00-18.15 i Tambourhuset.
Vores undervisning er delt op således:
- Holdundervisning
Alle putter får undervisning af instruktører fra tambourkorpset. Typisk består holdene af 3-5 børn, og vi skiftes fra gang til gang mellem at få undervisning på fløjte, tromme eller Brass Band instrumenter. - Sammenspil, fælles lege, rytmiske eller musikalske øvelser
Hvis vi øver hen imod en koncert, træner vi sammenspil på tværs af holdene, og ellers bruges tiden på fælles rytmiklege, arbejde med BoomWackers eller andre rytmiske øvelser - Udendørs marchtræning eller musikalske værksteder
I sommerhalvåret har vi marchtræning udenfor stort set hver mandag, når vejret tillader det. Om vinteren har vi forskellige værksteder, hvor vi arbejder med rytmik, nodekendskab, generel nodeteori og spiller spil, der har til formål at træne børnenes musikalske forståelse.
Vores undervisning tager generelt udgangspunkt i at lege og spil er vejen til den bedste læring for børn i denne aldersgruppe. Vi spiller musikspil, digter historier til musikstykker, synger sanglege og arbejder i børnehøjde med musikken.
Andre aktiviteter
Udover vores almindelige undervisning, deltager juniororkestret lejlighedsvist i forskellige arrangementer med Sakskøbing Tambourkorps & Brass Band samt har andre arrangementer selv.
Arrangementerne er f.eks.:
- Juletræstænding i Sakskøbing
- Juleoptog i Sakskøbing
- Juleafslutning med koncert
- Forårskoncert
- 1-2 marchture i foråret
- Vores egen sommerafslutningskoncert for alle interesserede i tambourhuset den sidste undervisningsdag inden sommerferien
- 1-2 forældremøder om året, hvor I som forældre får mulighed for at få indblik i jeres barns dagligdag i tambourhuset, og I får mulighed for at møde alle instruktørerne og spørge ind til undervisningen.
1-2 overnatningsweekender for juniororkestret, hvor vi spiller en masse musik, bliver rigtig dygtige og hygger os og bliver rigtig gode venner!
Pratisk information
Tidspunkt:
Mandage 17.00-18.15
Sted:
Tambourhuset på P. Hansensvej i Sakskøbing
Medbring:
Dig selv og godt humør samt påklædning til både udenfor og indenfor. Når du starter i juniororkestret får du desuden udleveret en taske, du skal medbringe hver gang. I den er der en fløjte, trommestikker og en nodemappe.
Instrumenter og uniform:
Låner du af korpset, når du er blevet indmeldt. Du skal dog selv sørge for sorte strømper og sko til uniformen, som bruges til koncerter og marchture.